Anholdt med jernrør i stjålet bil

En 46-årig mand blev natten til fredag anholdt i en stjålet bil udenfor Hvide Sande. Manden var beruset, og er en gammel kending af politiet. Med sig havde han også en kniv og et jernrør.

Politibil i sol_type1.jpg

Klokken 01:25 i nat kunne Midt- og Vestjyllands Politi anholde en gammel kending udenfor Hvide Sande. En 46-årig mand havde stjålet en Citroën Berlingo inde i byen, men på vej nordpå ad Holmsland Klitvej blev han standset af en hundepatrulje.

Manden blev sigtet for spirituskørsel, og da han i forvejen var frakendt sit kørekort, blev han også sigtet for det. I bilen havde manden også en lommekniv og et jernrør, så den 46-årige er også sigtet for at overtræde våbenloven.

Ejeren kan straffes

Manden kunne let stjæle bilen, da den stod med nøglerne i. Det er en overtrædelse af færdselsloven, og ejeren af bilen kan derfor formentligt se frem til en bøde.