Anholdt med 13 knive og tre rifler

Politiet ransagede torsdag aften et hus i Bjerringbro. Her fandt de et stort antal våben og ammunition. Ejeren er våbensamler.

En 38-årig mand fra Bjerringbro fik uanmeldt besøg af politiet torsdag aften. Manden havde tre rifter som alle er fra anden verdenskrig eller før. Samtidig havde han tre økser, to morgenstjerner, knojern og 13 ulovlige knive.

- Det at vi også fandt ammunition gjorde selvfølgelig, at det blev lidt mere skærpende, siger vicepolitikommissær ved Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Grove

Politiet overvejede fredag formiddag, om manden skulle fremstilles i grundlovsforhør. Men de har vurderet, at han ikke havde i sinde at bruge våbnene, og derfor er han løsladt igen. Han er dog stadig sigtet for overtrædelse af våbenloven.