Anholdt for hjemmerøveri på Mors

To mænd anholdt efter indbrud på Mors, hvor beboeren blev slået og sparket af indbrudstyvene.

Lokalpolitiet i Thisted har tilsyneladende opklaret sagen om et indbrud på Mors, der udviklede sig til et røveri.

En 39-årig mand fra Nykøbing blev tirsdag varetægtsfængslet i sagen i 14 dage, og onsdag anholdt politiet så en 25-årig mand, der sigtes for medvirken til røveri. Politiet vurderer i øjeblikket, om han også skal fremstilles i et grundlovsforhør.

Røveriet fandt sted i en villa i Nykøbing den 7. september. Beboeren overraskede to indbrudstyve, og det lykkedes ham at pågribe den ene af dem. Mens han lå på gulvet og forsøgte at holde fast på indbrudstyven, kom tyv nummer to tilbage og slog og sparkede beboeren, indtil han måtte give slip. Herefter stak de to tyve af med tyvekoster for omkring 7000 kroner.

Tirsdagens grundlovsforhør blev holdt bag lukkede døre, og det er derfor usikkert, hvad der førte politiet på sporet af de to mænd.