Anholdt for groft hjemmerøveri

Endnu en person er anholdt for det voldsomme hjemmerøveri i Hjorthede. Her bankede tre mand en 35-årige mand, fordi han skyldte penge.

Hjemmerover.jpg

Onsdag aften blev en 24-årig mand fra Århus-området anholdt af Østjyllands Politi. Han har været efterlyst i en uge og politiet sætter ham i forbindelse med et voldsomt hjemmerøveri i Hjorthede i september måned.

Røveriet skete tidligt om morgenen, da tre mænd trængte ind i en 35-årig mands bopæl. De forlangte 5000 kroner af manden, men da han ikke betalte overfaldt de ham. Den 35-årige fik en brækket næse og en mindre hjernerystelse ved overfaldet. 

Det lykkedes de tre røvere at true sig til 100 kroner, en bærbar computer, et kamera og to mobiltelefoner.

Tre mand anholdt

Den 24-årige mand fra Århus-området bliver fremstillet i grundlovsforhør i løbet af torsdagen. De to andre, som politiet har sigtet for hjemmerøveriet sidder allerede fængslet. Med den tredje anholdelse håber politiet, at de har fanget alle tre gerningsmænd til det voldsomme hjemmerøveri.