Anholdt to gange på samme aften

Ballade på et forsorgshjem og trusler mod politiet kostede onsdag aften dyrt for en 37-årig mand. (arkivfoto)

Haandjern-paa-politi_0.jpg

En mand blev onsdag aften bortvist fra forsorgshjemmet Vibohøj i Viborg. Det passede ham ikke, og derfor endte han aftenen med to anholdelser og flere sigtelser.

Det forklarer politikommissær ved Viborg lokalpoliti, Henrik Thomassen:

- Selvom han var blevet bortvist, vendte han hurtigt tilbage og lavede ballade igen. Så personalet følte sig truede og trykkede på deres alaramknap. Derfor hentede vi ham ind på stationen, lyder det fra politikommissæren.

Her fik den 37-årige mand, der ikke har nogen fast bopæl, et par timer bag tremmer til at køle ned. Men det var tilsyneladende ikke nok. Efter mandens løsladelse var det nemlig politiet, der stod for tur.

- Han mødte en politipatrulje på gaden i Viborg. Her truede han med at vente på betjentene og give dem klø, når de fik fri. Men nok var nok, og derfor tog betjentene ham med på stationen igen, fortæller Henrik Thomassen.

Den 37-årige, der er kendt af politiet for lignende sager, har overnattet i detentionen og vil kl. 13:00 blev fremstillet i grundlovsforhør - sigtet for at hindre politiets arbejde samt at fremsætte trusler mod tjenestemænd i funktion.