Anholdt efter indbruds-turné

Anholdt efter indbruds-turné

To 17-årige er anholdt efter en stribe indbrud i Hammerum (arkivfoto).

Tidligt lørdag morgen opdagede en beboer i Hammerum, at tre mænd var ved at begå indbrud i hans bil, men de tre gerningsmænd har sandsynligvis en del mere på samvittigheden.

Det lykkedes en politipatrulje at løbe to af de tre tyve op og anholde dem, og i deres taske fandt politiet en Mercedes-nøgle og otte par solbriller, der stammer fra flere andre bilindbrud, en pakke cigaretter og noget medicin, der kan kædes sammen med et villaindbrud, samt 220 kroner i småpenge - hvilket svarer til det beløb, der tidligere på natten blev stjålet under et indbrud i en frisørsalon.

- Og så har der også været indbrud på Hammerum fri- og efterskole, og der har vi fundet et sålaftryk, der passer godt på en af de unge mænds sko, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands politi, Jens Claumarch.

De to mænd er begge 17 år og fra lokalområdet og sidder lørdag formiddag til afhøring hos politiet. Den tredje gerningsmand er stadig på fri fod. En af de 17-årige er tidligere blevet taget af politiet for berigelseskriminalitet.