Anholdt efter hidsig biljagt

To mænd kørte markræs i firehjulstrækker for at slippe fra politiet.

PolitiErme_0.jpg

To mænd på 22 og 37 år blev natten til onsdag anholdt, efter at de i to omgange forsøgte at køre fra politiet.

Det hele begyndte ved Kibæk klokken 02.50, da en borger gjorde politiet opmærksom på en Toyota Landcruiser, der ikke kørte helt efter færdselsreglerne. Politiet fandt hurtigt ud af, at bilen var efterlyst, og en patrulje forsøgte at få bilen til at standse - uden held. Den firehjulstrukne Toyota satte kursen ind over en mark ved Spjald, hvor politibilen ikke kunne følge med.

Fra Toyota til BMW

Senere på natten blev politiet så ringet op af en mand i No, der havde fået sin BMW stjålet. Tyvene havde efterladt den stjålne Toyota på stedet, og en patrulje fra Ringkøbing kom hurtigt på sporet af BMWen.

De to mænd i bilen havde dog stadig ikke lyst til at tale med ordensmagten. På Nymøllevej ved Højmark forsøgte de endnu en gang at flygte ind over en mark - men BMWen var ikke nær så terrængående som Toyotaen, og til sidst måtte tyvene opgive flugten.

De to mænd er begge efterlyst af Syd- og Sønderjyllands Politi.