Anholdt for brandattentat

22-årig anholdt for at kaste molotovcocktails - politiet oplyser nu, at der blev kastet flasker med benzin mod to adresser i Holstebro.

121110_Rocker.jpg

Midt- og Vestjyllands Politi fik søndag et gennembrud i sagen om fredagens brandattentat i Holstebro.

En 22-årig mand fra Holstebro blev anholdt og sigtet for forsætlig brandstiftelse - politiet mener, at han fredag morgen kastede tre molotovcocktails mod en lejlighed på Lemvigvej i Holstebro.

Samtidig oplyser ordensmagten, at der samme morgen blev kastet flasker med benzin mod en anden adresse i Holstebro. Præcist hvor det andet angreb fandt sted, vil vicepolitikommissær Poul Fink ikke oplyse, men den 22-årige er sigtet i begge sager.

Strafferamme op til livstid

Det er en af de alvorlige paragraffer i straffenloven, den 22-årige nu er sigtet for at overtræde. Det er tale om paragraf 180, der har en strafferamme på fængsel op til livstid.

Ifølge Poul Fink er der formentlig tale om et internt opgør i rocker-miljøet - han afviser bestemt, at der er tale om opgør mellem rivaliserende grupper.

Den 22-årige blev anholdt efter flere tip fra offentligheden. Han vil i løbet af dagen blive fremstillet i et grundlovsforhør. Poul Fink ønsker ikke at oplyse, om den 22-årige erkender sig skyldig, eller om der er flere anholdelser på vej.