Anholdelse kobles sammen med overdosis af 21-årig kvinde

Ved anholdelsen af en ung mand fra Silkeborg har politiet fundet ecstasy magen til det, der i marts kostede en 21-årig kvinde livet.

19VoNarkoDoed.Consolidate001.jpg

Anholdelsen af en 21-årig mand på Resedavej i Silkeborg kan kobles sammen med dødsfaldet af en 21-årig kvinde i marts. 

Kvinden døde af en overdosis krystalliseret ecstasy, også kaldet MDMA. Ved anholdelsen af den unge mand fra Silkeborg fandt politiet det samme stof, der slog kvinden ihjel.

- Vi ved fra den foreløbige obduktionsrapport, at den 21-årige kvinde døde af en ecstasyforgiftning, og vi fandt det samme ecstasy hos den anholdte, siger politikommissæren hos lokalpolitiet i Silkeborg, Bent Riber Nielsen.

Politiet konfiskerede i alt 949 gram hash, 19 gram amfetamin, 83 gram ketamin og 130 gram MDMA. Den 21-årige mand er foreløbigt blevet fængslet i fire uger i et grundlovsforhør.

Manden er nu varetægtsfængslet frem til 13. maj.

Livsfarligt stof

Politiet siger, at sagen er alvorlig, fordi krystalliseret ecstasy, MDMA, er meget farligt.

- Hvis man, som tilfældet er med den unge pige, ikke før har prøvet stoffer, så får man reaktioner, der kan være livsfarlige, siger Bent Riber Nielsen.

Politiet advarer kraftigt imod at tage MDMA.

- Det er at gamble med ens liv. Man ved ikke, hvor meget man får. Selvom det er en lille portion, kan det være ekstremt rent og meget farligt, siger Bent Riber Nielsen.

- Tidligere så vi ecstasy i pilleform, og det havde en koncentration på op til 65 procent renhed. Nu ser vi den her krystalform, hvor koncentrationen går fra 65 procent og op til 90 procents renhed, og det giver en ekstrem påvirkning af kroppen.