Anholdelse i sag om hjemmerøveri

Mand anholdt i Grenå efter biljagt. Sættes i forbindelse med hjemmerøveri, hvor tre maskerede mænd slog og truede mand i Hjorthede.

290910_2Hjemmeroeveri001.jpg

Politiet fik onsdag formiddag et gennembrud i sagen om hjemmerøveriet mod en 35-årig mand i Hjorthede ved Bjerringbro.

Efter en biljagt standsede politiet i Grenå den Ford Fiesta, som røverne stjal fra den 35-årige. I bilen var en mand, som blev anholdt og nu skal afhøres i sagen. Den anholdte bliver onsdag eftermiddag fremstillet i et grundlovsforhør.

Røveriet på Enemærkevej i Hjorthede skete klokken 06.43, da tre maskerede mænd opsøgte den 35-årige og krævede at få udleveret penge.

Da han ingen kontanter havde, tog mændene hans mobiltelefon og kørte væk i hans bil, en sølvfarvet Ford Fiesta med nummerpladerne UX 57 989.

Under røveriet blev den 35-årige slået flere gange - og han blev tilsyneladende også truet og snittet med en skruetrækker. Hvorfor røverne havde udset sig den 35-årige som offer, ved politiet ikke.

- Røverne forlangte at få udleveret 5000 kroner. Men offeret siger, at han ikke skylder nogen penge, og han har ingen anelse om, hvem gerningsmændene kan være, oplyser vicepolitikommissær Henrik Grove fra lokalpolitiet i Viborg.