Angreb hæveautomat med gas

Politiet har nu konstateret, hvordan tyvene sprængte sig adgang til hæveautomat i Klejtrup - og at de også fik penge med sig.

120512_13Automat.jpg

Det var en gas-eksplosion, der natten til tirsdag raserede andelskassen på Viborgvej i Kjeltrup.

I første omgang vidste politiet ikke, om gerningsmændene brugte gas eller sprængstof, men teknikere har nu fastslået, at der var tale om gas, oplyser Henrik Grove fra lokalpolitiet i Viborg.

Vil ikke oplyse udbytte

Politiet har også konstateret, at gerningsmændene rent faktisk fik et udbytte med sig. Hæveautomaten var så beskadiget, at tyvene kunne komme ind til sedlerne, men hvor stort et beløb, der var tale om, ønsker Andelskassen ikke at oplyse.

Gerningsmændenes flugtbil blev efter eksplosionen fundet i et skovområde ved Lindum - men ellers har politiet ingen konkrete spor af gå efter.

Tre angreb på andelskasser

Der er ifølge Henrik Grove stor sandsynlighed for, at det var de samme gerningsmænd, der i maj stod bag et lignende angreb mod andelskassen i Rødding. Her har teknikerne ikke kunnet konstatere, om der blev brugt gas eller sprængstof.

Sikkert er det til gengæld, at der blev brugt gas, da Andelskassen Midt-Vest i Vorgod ved Videbæk blev angrebet i oktober sidste år. Lokalpolitiet i Viborg vil nu undersøge, om der er andre sammenfald - udover at det også her gik ud over en andelskasse.