Anfører-hattrick sikrer FCM vildt comeback og sejr

FC Midtjylland var nede 0-2, da Jakob Poulsen med hattrick og assist sikrede udesejr i EL-kvalifikationen.

FCM-anfører Jakob Poulsen blev med sine tre mål den helt store helt for ulvene.
FCM-anfører Jakob Poulsen blev med sine tre mål den helt store helt for ulvene.
Foto: Scanpix

Mon ikke der kan findes et par ekstra sæder i flyet hjem fra Ungarn til FC Midtjyllands Jakob Poulsen. Klubbens anfører fortjener i hvert fald lidt ekstra benplads til de gyldne poter.  For det var Jakob Poulsens sparketeknik og evne til at tage ansvar, der sikrede midtjyderne et stærkt resultat ude mod Ferencvaros i første kamp i anden runde i kvalifikationen til Europa League torsdag aften. 

Nede 0-2 sørgede Jakob Poulsen for FCM's comeback, da han med sit hattrick sikrede en 3-2-føring på to straffespark og et direkte frispark. Til sidst assisterede han såmænd også i scoringen til slutresultatet 4-2 og det fremragende udgangspunkt til returopgøret.

FC Midtjylland kom bagud efter 22 minutter, da Endre Botka trak på tværs på kanten af midtjydernes felt og hamrede bolden i mål til 1-0-føring til ungarerne. Tre minutter før tid blev det endnu værre for de danske gæster. Ferencvaros fik tilkendt et direkte frispark, og det udnyttede Roland Varga til at sparke bolden direkte i netmaskerne, mens FCM-keeper Jesper Hansen sprællede forgæves i målet. 

Dermed kunne FCM se frem til at gå til pause bagud 0-2, men i halvlegens overtid blev Paul Onuachu nedlagt i slovakkernes felt, og FCM fik tildelt et straffespark. Jakob Poulsen tog ansvaret og placerede sikkert bolden yderligt og reducerede til 1-2 før pausen. 

Dansk målfest i anden halvleg

I forbindelse med straffesparket fik Ferencvaros tyske Julian Koch udvist med et rødt kort, og så var optimismen tilbage hos midtjyderne, der i hele anden halvleg spillede mod ti mand. 

Jakob Poulsens sparketeknik sørgede også for udligningen efter en time. Et direkte frispark til gæsterne resulterede i, at anføreren på smuk vis sparkede bolden i mål i sammen ende, som Ferencvaros præsterede i første halvleg. Dermed havde FCM pludselig erobret et godt resultat, men Jakob Poulsen var ikke færdig. 

I det 67. minut blev Mikkel Duelund nedlagt i det ungarske felt, og igen pegede dommerne på straffesparkspletten. Igen gik Jakob Poulsen køligt til bolden og sendte den i mål til 3-2-føring i et opgør, der var helt forvandlet på måltavlen. Anføreren var dog ikke færdig. Han nåede også at lægge op til Paul Onuachus nemme scoring i det 90. minut. 

Der spilles returopgør i Herning 20. juli. 

/ritzau/