Andreas Knappe: - Det er kæmpestort!

Andreas Knappe fra Silkeborg skrev i nat under på en kontrakt med Atlanta Falcons, som betyder, at han skal spille amerikansk fodbold professionelt.

Andreas Knappe
Foto: TV2 Østjylland

- Det er kæmpestort. Det er noget, jeg har kæmpet for i mange år, men jeg ved også, at det er et lille skridt på vejen. Der er stadig mange ting, jeg skal igennem som rookie, siger Andreas Emil Knappe fra Silkeborg. 

Det var en træt dansker, der i eftermiddags dansk tid åbnede op for Skype-forbindelsen. Andreas Knappe bor i USA, nærmere bestemt lidt uden for Boston i staten Connecticut, hvor han har gået på universitet.

- I går var mentalt en meget hård dag. Det var en rutsjebanetur hele dagen med opkald og ting og sager fra forskellige hold. Bliver man draftet eller bliver man ikke draftet? Det var en hård dag, så jeg er ret træt i dag, siger den nyslåede NFL-spiller Andreas Knappe i et Skype-opkald med TV2 Østjylland. 

NFL er den bedste amerikanske liga, hvor man spiller amerikansk fodbold, også i visse kredse kendt som football. I går var der Draft, som er en udvælgelsesproces, hvor de professionelle hold kan vælge spillere, som inden da spillede amerikansk fodbold i college. 

Selvom Andreas Knappe ikke blev valgt, så fik han kort tid efter den såkaldte Draft en kontrakt på plads, som betyder, at han er NFL-spiller. Han vidste et godt stykke tid, før draften var slut, at han nok skulle ende i NFL alligevel. 

- Allerede midt i næstsidste runde af draften fik jeg et opkald fra Atlanta Falcons, der sagde, at hvis jeg ikke blev valgt i den kommende halvanden runde, så ville de rigtigt gerne skrive en kontrakt med mig, siger Andreas Knappe. 

Da Atlanta Falcons ringede, havde Falcons ikke flere valg i draften, og de kunne dermed ikke vælge ham. Han skrev under på kontrakten kl. 21 amerikansk tid, så det skete, mens de fleste af danskerne lå og sov. 

Han er den første NFL-spiller siden Morten Andersen fra Struer, der har en NFL-kontrakt. Morten Andersen spillede endda selv for Falcons fra 1995-2000 og igen fra 2006-2007.

Det betyder rigtigt meget for Andreas Knappe, at han nu har en kontrakt og er NFL-spiller. 

- Det betyder, at jeg får en chance for at gøre det, som jeg gerne vil, og samtidig få penge for det. Det er en kæmpestor chance, men det bliver en lang vej til det, siger Andreas Knappe. 

- Fedt at folk jubler for mig

En af grundene til, at valget faldt på Atlanta Falcons er, at de havde en klar plan for ham, og at de godt kunne lide hans spillestil. 

- Jeg er glad for at være kommet et sted hen, hvor de kan lide den måde, som jeg spiller på, og vil udvikle mig til det, som de tror, jeg kan blive, siger den offensive tackle. 

Andreas Knappe startede med at spille amerikansk fodbold for seks år siden. Nu træner han seks gange om ugen. I næste uge starter den såkaldte Rookie Minicamp, hvor alle rookies, som Atlanta Falcons har hentet ind, mødes med trænerne og har fælles træninger. 

Andreas Knappe glæder sig til at være ambassadør for sporten i Danmark, og han glæder sig samtidig over, at Danmark jubler over, at han er kommet ind i den bedste liga. 

- Det er fedt at se, hvor meget sporten har udviklet sig derhjemme, og hvor meget interessen har udviklet sig. Det er helt ekstremt. Jeg synes, at det er fedt, at folk jubler lidt for mig. Det håber jeg, at de bliver ved med, siger Andreas Knappe. 

- Det er kæmpestort. Det er noget, jeg har kæmpet for i mange år, men jeg ved også, at det er et lille skridt på vejen. Der er stadig mange ting, jeg skal igennem som rookie, siger Andreas Emil Knappe fra Silkeborg. 

- Det er fedt at se, hvor meget sporten har udviklet sig derhjemme, og hvor meget interessen har udviklet sig. Det er helt ekstremt. Jeg synes, at det er fedt, at folk jubler lidt for mig. Det håber jeg, at de bliver ved med, siger Andreas Knappe. 

Mor: - Jeg var ved at briste af glæde

Andreas Knappes mor, Birgitte var ved hans side i går, da det blev officielt, at Andreas Knappe nu var NFL-spiller. 

- Det var rigtig rigtig stort. Det kan ikke beskrives, siger Birgitte Knappe. 

Da Birgitte bliver spurgt om selve øjeblikket, er det de store følelser, der kommer op. 

- Jeg var ved at briste af glæde. Det er ubeskriveligt. Før jeg tog herover vidste jeg godt, at det var stort, og det var en lille procentsats, som kom igennem, men efter jeg er kommet herover og har fulgt medierne, har jeg fundet ud af, at det er meget få, der får lov at prøve det, så jeg ønsker ham virkeligt det bedste, siger Birgitte Knappe. 

Hele interviewet kan ses på TV2 Østjyllands Hjemmeside.