Andeslagteri i Struer snart klar

Snart er der liv i de gamle slagteribygninger i Struer igen. Arbejdet med at omdanne det til andeslagteri er i fuld gang.

andeslag.jpg

I de store slagteribygninger i centrum af Struer bliver der lige nu arbejdet på højtryk for at få et nyt andeslagteri færdigt til åbningen.

Dansk And overtog overraskende bygningerne i december. Og nu er forberedelserne i fuld gang.

Bare én krone kostede de 22.000 kvadratmeter. Og selv om kun en tredjedel af bygningen skal være slagteri, så har Dansk And Aps fået noget at se til.

- Det går godt. vi følger planen, og det har vi gjort hele vejen igennem, fortæller Martin Daasbjerg.

Sommerferien er inddraget for at etablere det, der bliver danmarks eneste andeslagteri. 

- Vi skal kunne slagte, vi skal kunne pakke, vi skal kunne kalibrere altså størrelsesopdele de dyr, der ryger igennem og vi skal kunne opskære, fortæller Martin Daasbjerg.

I dag kom det trettende af 18 vognlæs maskiner fra et nedlagt slagteri i Tyskland. Sammen med tyve ansatte skal de slagte 4000 ænder om dagen til en start. Inden nytår vil Dansk And også slagte høns, kalkuner og gæs i Struer.

På sigt skal der også være delikatessebutik og en afdeling til færdigprodukter, som røgvarer og pålæg på matriklen - en plan, der vil skabe 100 ekstra arbejdspladser.

Den overskydende plads i slagteriet skal bruges til lejemål.

Dansk And Aps regner med at åbne slagteriet til september.

2:36
Dansk And har inddraget sommerferien for at gøre det nye slagteri i Struer klar til åbning til september.