Anders Jacobsens livsværk truet af ændring i vindmølleplaner

En nabo til et testcenter for vindmøller troede, at hans ejendom undgik at blive eksproprieret, men i dag fik han en anden besked.

Anders Jacobsen foran det hus, som har brugt flere 100.000 kroner på at renovere, som nu er truet af en ændring i vindmølleplaner. Foto: Kristian Mørk Andersen, TV MIDTVEST

Anders Jacobsen fra Høvsøre troede, at hans ejendom undgik at blive overtaget af staten, da en plan om udvidelse af vindmølletestcenter Høvsøre blev præsenteret i marts tidligere i år.

Men i dag fik han en helt anden besked, nemlig at hans ejendom alligevel skal eksproprieres, og det truer nu det livsværk, han har arbejdet på i 25 år. 

- Det er grotesk, at man som borger i Danmark kan blive udsat for sådan noget. Nu har jeg et byggeri i gang, som er mere end halvt færdigt, og jeg har ofret flere 100.000 kroner og et kæmpe arbejde på det, og så kommer de og siger, at det skal jævnes med jorden, siger Anders Jacobsen, som har gået og samlet håndstrøgne sten til ejendommen i mange år.

Mølle flyttet fra nord til syd

Oprindeligt skulle testcenteret udvides med en mølle nord og en mølle syd for området for den eksisterende testplads i Høvsøre, men efter lokalt pres skal begge møller nu opføres sydpå.

- Da der var borgermøde deroppe, var der et stort lokalt ønske om, at man så på, om det ikke var muligt at placere de to møller syd for det eksisterende testcenter, og det vil sige, at man oprindeligt informerede de borgere, der kunne blive berørt oppe nordpå og ikke de borgere, der kunne blive omfattet af en ekstra mølle sydpå. Men det er så det, der er sket nu, siger Sigmund Lubanski, vicedirektør i Erhvervsstyrelsen.

Holdt man fast i planerne om en mølle nord på og syd på ville otte ejendomme blive eksproprieret, men efter ændringen bliver i alt fem ejendomme overtaget af staten heriblandt Anders Jacobsens.

- Det har vi gjort så rettidigt, som vi kunne. Vi har jo først gennemført VVM-undersøgelserne, som prøver at sige, hvem det er, der bliver ramt af det. Og så har man jo lavet en politisk aftale om den, siger Sigmund Lubanski.

Både hus og familie forsvinder

Siden 1993 har Anders Jacobsen boet i huset med sin kone og har løbende renoveret siden da. Håndværkerne er i fuld gang med at renovere den gamle ejendom, og lige bliver der lagt nyt stråtag.

- Hvis det her bliver ført igennem, så er det ikke kun huset, men også mig og min familie, der forsvinder. Jeg finder mig ikke i den behandling, siger Anders Jacobsen.

Der er vel også en pris for, at man har et testcenter for at udvikle grøn energi?

- Ja, men man skal behandle folk ordentligt.

Høringsfristen er den 5. februar 2018, og forslaget om udvidelsen af testcentret i Høvsøre og Østerild, som også skal udvides med to testpladser, forventes fremsat for Folketinget i marts 2018.

Fakta om de nationale testcentre

Høvsøre
  • Blev etableret i 2002.
  • Der er fem pladser til prototypetestmøller på op til 165 meter.
  • Regeringen lægger op til, at der fremover vil kunne etableres møller op til 200 meter.
     
Østerild
  • Blev etableret i 2012
  • Der er syv pladser til prototypetestmøller på op til 250 meter.
  • Regeringen lægger op til, at der vil kunne etableres møller op til 330 meter.
  • I sommeren 2017 åbner Østerild desuden et besøgscenter, hvor gæster kan lære om vedvarende energi, vindmøller og naturen.
01:56 Luk video