Anders Fogh: Jeg fik aldrig en studenterhue

Fredag var NATO’s Generalsekretær Anders Fogh Rasmussen på besøg på Viborg Katedralskole, for at tale til de nyudklækkede studenter. Selv fik han dog aldrig en studenterhue på hovedet

120629AndersFogh.jpg

Det er i år 40 år siden, at Anders Fogh Rasmussen blev student fra Viborg Katedralskole.

Derfor var han, sammen med 300 andre jubilarer, fredag på besøg på skolen, for at fejre de nye studenter.

Anders Fogh Rasmussen skulle også holde talen til studenterne. Her fortalte han blandt andet om sin egen tid på Viborg Katedralskole, hvor han aldrig selv fik en studenterhue på hovedet.

- Dengang havde man ikke huer på teknisk skole og handelsskolen. Også var det min mening, at det ikke er noget specielt særligt at være student fra et gymnasium. I solidaritet med de andre, fik jeg derfor ikke hue på. Men jeg fik altså min eksamen, fortalte han.

Særlig geografieksamen

En lang eksamensperiode er nu overstået for de mange nye studenter, og selv husker Anders Fogh Rasmussen stadig tydeligt én særlig eksamen på Viborg Katedralskole.

I Geografi kom han op i emnet "Viborgs Byplanlægning":

- Da havde jeg nogle dage forinden eksamen siddet til et fortroligt møde med en række byrådsmedlemmer, og vidste derfor en hel masse om Viborgs byplanlægning, som ikke stod i bøgerne. Og det kunne jeg så underholde med til eksamen - og fik da også et 13-tal, fortæller han.

2:08
Han droppede huen, men kunne i dag fejre 40 års studenterjubilæum på Viborg Katedralskole.