Anders Eggert trods PSG-nederlag: - Det var en rigtig fin kamp

Skjern brugte CL-kampen mod PSG til at få gang i angrebet, som ifølge Anders Eggert har været udfordringen.

Anders Eggert erkender, at PSG var et bedre hold i CL-kampen lørdag aften. Men Skjern fik alligevel noget ud af nederlaget. Arkivbillede.

Skjern Håndbold kom i menneskehænder i Paris lørdag aften, hvor storholdet Paris Saint-Germain tildelte det danske hold en regulær øretæve.
    
Opgøret i Champions League blev vundet med hele 38-28 af PSG med Mikkel Hansen og Henrik Toft Hansen.

Alligevel var det en ganske tilfreds Anders Eggert, der gjorde status på kampen og Skjerns aktuelle situation, da han havde fordøjet nederlaget.

Skjern tabte senest i den hjemlige liga til bundholdet Ringsted, og det danske mesterhold ligger på ottendepladsen i Herre Håndbold Ligaen.
    
I Champions League har Skjern hentet to sejre i ti kampe, men Anders Eggert havde lørdag en god fornemmelse.

Læs også Skjern møder overmagten og får store CL-klø i Paris

Det lyder mærkeligt

- Isoleret set, så var det faktisk en rigtig fin kamp. Det lyder mærkeligt, når man har tabt med ti mål, men vi må også bare sige, at vi mødte verdens bedste hold.
    
- De spillede en rigtig god kamp ikke mindst i angrebet. Vi havde styr på vores forsvar langt hen ad vejen, men de kunne bare holde presset, og vi havde svært ved at få lukket ned og få lavet tremeterkast.
    
- Derfor kunne de bare blive ved med at spille videre og videre, og de lavede bare mål på det hele. De var virkelig dygtige, siger Anders Eggert.
    
I forhold til nederlaget senest til Ringsted, så sporede fløjprofilen dog fremgang.
    
- Vi håbede at få lidt gang i vores kontrafase. Jeg synes, vi fik væsentligt flere kontrachancer, end vi har haft i de seneste kampe. Vores angrebsspil fungerede egentlig fint. Vi lavede næsten 30 mål og spillede i perioder rigtig fint angrebsspil.
    
- Vi er egentlig isoleret set tilfredse med kampen, selv om det lyder mærkeligt, når man har tabt med ti mål, men vi kan godt bruge det til at komme videre, siger Eggert.
    
Skjern havde ikke de store forventninger om at tage til Paris og vinde kampen. I stedet handlede det om at fokusere på specifikke områder i spillet.

- Vi ville gerne bruge kampen til at få gang i kontraspillet og angrebsspillet, som var virkelig dårligt mod Ringsted, mens forsvarsspillet har været mere konstant.
    
- De ting, vi havde fokus på at få op i et andet gear, fik vi faktisk mod PSG, og kan vi sætte noget af det sammen i ligaen, så ser det rigtig fint ud, men man må også bare sige, at PSG bare var dygtige, siger Eggert.
    
Næste opgave for Skjern er i ligaen, hvor Mors-Thy Håndbold venter 5. december.

00:36

Skjern ligger lige nu kun nummer otte. Overtrådt diskuterer, hvad der er galt hos de forsvarende mestre:

Luk video