Andelskasse krakket: 800 lokale kunder ramt

Det lokale pengeinstitut Andelskassen J.A.K. Slagelse er blevet overtaget af Finansiel Stabilitet. Det betyder, at filialerne i Thisted og Nykøbning Mors lukker. 800 kunder bliver ramt i Thisted, på Mors og på Fyn.

Pengestak_500kr_0.jpg

Efter at have fået en række påbud af Finanstilsynet, er Andelskassen J.A.K. Slagelse nu endegyldigt dømt ude. Andelskassen er en sammenslutning af andelskasser på Mors, i Thy, i Brenderup på Fyn og i Slagelse. Der er ca. 3800 kunder tilknyttet afdelingen i Slagelse og 800 til de øvrige tre filialer.

- Der sker ikke noget for de kunder, der er dækket af indskydergarantien. Det er vores vurdering, at det er langt hovedparten af kunderne, siger Henrik Bjerre-Nielsen, direktør hos Finansiel Stabilitet til TV2/NEWS. Indskydergarantien sikrer formuer op til 750.000 kroner. Link:

Læs om indskydergarantien

Værre ser det ud for de kunder, der har investeret i banken. - De kunder, der også er andelshavere - altså har skudt kapital ind iandelsselskabet, må imødese, at deres indskud er tabt, forklarer direktøre til TV2/NEWS.

Krak længe undervejs

Det er ikke mere end en måned siden, at Finanstilsynet højst usædvanligt valgte at kræve J.A.K. Slagelses direktør Wolmer Møller fyret. Det var første gang, at Finanstilsynet demonstrerede den praksis.

Kort før fyringen kom det frem, at andelskassen ikke havde styr på hvidvaskreglerne i pengeinstituttet. Det medførte en politianmeldelse af andelskassen.

Den konstituerede direktør, der efterfulgte den fyrede Wolmer Møller var Henning Vognstrup, der indtil da var filialdirektør i Thistedafdelingen.

Finansiel Stabilitet har til opgave at afvikle nødlidende banker.

Andelskassen er åben tirsdag

Andelskassen vil fortsat kunne betjene sine kunder fra tirsdag morgen. Kunderne vil dermed være sikret adgang til de mest almindelige bankydelser også efter Finansiel Stabilitets overtagelse.

I marts i år blev Andelskassen bedt om at sende en genopretningsplan til Finanstilsynet, efter at have modtaget flere påbud. Finanstilsynet var på besøg i Andelskassen J.A.K. Slagelse i både december 2014, januar 2015 og marts 2015.

Dengang skrev Finanstilsynet, at Andelskassen "på flere og væsentlige områder angående styring og kontrol er meget langt fra at leve op til lovgivningens krav."

Bestyrelsen i andelskassen er trådt tilbage med øjeblikkelig virkning, og kan derfor ikke længere træffe beslutninger på Andelskassen J.A.K. Slagelses vegne.

Der er i alt fire filialer af Andelskassen J.A.K. Slagelse. De befinder sig i henholdsvis Brenderup, Nykøbing Mors, Slagelse og Thisted.

/ritzau/