Analytiker. Vestas står stærkt!

Analytiker. Vestas står stærkt!

Kvartalsregnskab overrasker positivt

Efter en særdeles god start på året kan vindmøllegiganten Vestas sætte forventningerne op til det regnskab, der skal gøres op, når 2015 er omme.

I årets tre første måneder har selskabet omsat for 18 procent mere end samme periode sidste år.

Ifølge Jacob Pedersen, der er senioranalytiker i Sydbank, er det et "virkelig stærkt" regnskab fra Vestas.    

- Det er en ekstrem stærkt treenighed i form af bedre resultat, højere omsætning, stærke pengestrømme, god udvikling i serviceforretningen, og så bliver det hele krydret med en opjustering. Det er stærkt over hele linjen, siger han til Ritzau Finans.    

På forhånd ventede et udvalg af otte analytikere, der følger Vestas, at resultatet før skat ville lande på knap 228 millioner kroner. De forventninger overstrålede Vestas, som fik et resultat før skat på omkring 567 millioner kroner i første kvartal.    

Ifølge Ritzau Estimates havde analytikerne ventet en omsætning i første kvartal på lige omkring 10 milliarder kroner, men Vestas landede på en omsætning på 11,3 milliarder kroner.