Analyse: Vestjysk Bank ikke stærk nok

Den vestjyske bank har ikke penge nok til at klare sig selv, mener markedsafdelingen i Danske Bank, som nævner Ringkjøbing Landbobank som outsider til at opkøbe banken.

060912_Vestjysk_Bank.jpg

Vestjysk Bank med hovedsæde i Lemvig er ikke stærk nok til at stå på egne ben og kan kun overleve ved at lade sig opkøbe af en stærkere bank.

Sådan lyder konklusionen i en fortrolig analyse fra Danske Banks markedsafdeling, som dagbladet Børsen er kommet i besiddelse af.

- Efter vores mening er kapitaliseringen simpelthen for lav til, at Vestjysk Bank kan forblive selvstændig. Vi tror, at den nye bestyrelsesformands mål er at sælge banken, står der blandt andet i analysen fra Danske Markets.

Handelsbanken er storfavorit

Efter længere tids usikkerhed fusionerede Vestjysk Bank i marts med den ligeledes kriseramte Aarhus Lokalbank og fik dermed staten som storaktionær. Danske Markets mener, at den svenske storbank Handelsbanken er storfavorit til at opkøbe den vestjyske bank.

Som outsider nævnes Ringkjøbing Landbobank, som tidligere har meddelt, at den gerne vil bruge sin store pengetank til at vokse sig større gennem opkøb.

Bestyrelsesformand i Vestjysk Bank, Carsten Andersen, har ikke ønsket at kommentere analysen over for Børsen. Vestjysk Bank er Danmarks niendestørste bank.