Amdi Petersen skal varetægtsfængsles

Efter et marathonretsmøde i Aarhus, der onsdag aften endte uden en afgørelse, har Vestre Landsret nu afgjort, at Mogens Amdi Petersen og fire andre tidligere topledere i Tvind skal varetægtsfængsles.

290813_Mogens_Amdi_0.jpg

Efter adskillige år på flugt fra politiet har Vestre Landsret her til formiddag afgjort, at Mogens Amdi Petersen og fire tidligere ledere i Tvind nu skal varetægtsfængsles. Ingen af de fem var selv tilstede i retten, hverken i går eller torsdag formiddag, hvor afgørelsen faldt. Det betyder, at de fem tidligere Tvindledere nu er varetægtsfængslet in absentia, da de alle fem angiveligt opholder sig i udlandet.

 - Tiden vil vise om vi kan få fat i dem, men det er i hvert fald blevet lettere, fortæller statsadvokat Jens Madsen til TV MIDTVEST.

Politi kan udstede international arrestordre

I 2006 blev Mogens Amdi Petersen frikendt for anklager om grov økonomisk kriminalitet, som han skulle være manden bag i forbindelse med Tvinds humanitære fond. Den sag ankede anklagemyndigheden, men da hverken Amdi Petersen eller de fire øvrige ledere har været mødt op i retten er ankesagen aldrig kommet i gang. Med den nye kendelse fra Vestre Landsret kan politiet udstede en international arrestordre, ligesom også de fem lederes pas bliver inddraget.

 - Nu bliver de alle efterlyst via interpol og Schengen-samarbejdet, så hvis nogen ser dem i en lufthavn eller ved en grænse, bliver de tilbageholdt, siger Statsadvokat Jens Madsen.

Det formodes at Mogens Amdi Petersen opholder sig i Mexico.