Ambulance under udrykning påkørt i Herning

En ambulance under udrykning på vej til sygehuset blev fredag påkørt i Herning, da den kørte frem for rødt lys i et kryds.

Ambulance,_udrykning.jpg

Fredag aften blev en ambulance under udrykning påkørt i et lyskryds i Herning. Uheldet skete omkring klokken 19 i krydset mellem Dronningens Boulevard og Holstebrovej/Messevejen.

- Ambulancen kommer kørende med udrykning af Dronningens Boulevard i østlig retning. Ambulanceføreren kører frem mod rødt lys. Samtidig kommer en bilist fra Messenvejen i nordlig retning. Hun har grønt lys, fortæller politikommissær ved lokalpolitiet i Herning, Henning Præstegaard. 

Kvinden i personbilen påkørte ambulancen. Sammenstødet fik patienten inde i ambulancen til at falde af båren. Hun kom ikke til skade og kunne efterfølgende selv rejse sig op og lægge sig på båren igen. 

- Ambulancen må jo som udgangspunkt godt køre frem for rødt lys, men de skal selvfølgelig sikre sig, at der ikke er nogen, der har ikke har set eller hørt dem, selvom de kører med udrykning, siger Henning Præstegaard. 

Efterfølgende blev en ny ambulance kaldt til stedet, og patienten blev derefter fragtet videre til sygehuset.   

Patienten dør

Senere på aftenen døde patienten, der havde været med i ambulancen, men det havde, ifølge sygehuset, intet med færdselsuheldet tidligere at gøre. 

- Det er vigtigt at understrege, at patienten dør som følge af den sygdom, som den pågældende var på vej til sygehuset for at få behandling for. Det har sygehuset senere understreget, siger Henning Præstegaard.

Udover patientens fald fra båren var der kun materiel skade på bilerne ved selve færdselsuheldet.