Ambitiøse planer for nyt storcenter i Holstebro

Planerne om at bygge et nyt stort butikscenter på Enghave Parkeringsplads i Holstebro begynder så småt at tage form. Mandag blev projektet præsenteret på rådhuset i Holstebro

121203HolstebroCitycenter.jpg

Det nye butikscenter vil blive 20.000 kvadratmeter stort, og skal indeholde mellem 50 og 60 butikker.

Centret skal bygges på Enghave Parkeringsplads, for at skabe sammenhæng mellem gågaden Nørregade og byens sydlige og østlige butiksstrøg.

Under butikscentret vil der blive bygget en parkeringskælder med 550 parkeringspladser, og så vil der blive etableret flere rekreative områder omkring butikscentret.

- Med projektet bliver Holstebros status som landsdelens handelshovedstad yderligere konsolideret. Det er et helt unikt, at vi nu får et nyt butikscenter, der er koblet direkte på vores fantastiske gågadenet. Det er et enigt byråd, der står bag planerne, og jeg glæder mig over, at der er visionære folk, der er parate til at investere så markant i en yderligere udvikling af Holstebro, siger borgmester H. C. Østerby.

2,5 millioner kunder årligt

Bygherren Enggaard og Braaten+Pedersen har sammen med arkitektfirmaerne Atra Arkitekter A/S fra Holstebro og Årstidernes Arkitekter fra Silkeborg arbejdet på projektet i knapt et år.

I projektarbejdet har der været fokus på at sikre en stærk sammenhæng mellem den etablerede detailhandel og det nye center.

- Vi forventer, at centret på årsbasis vil kunne tiltrække mere end 2,5 mio. kunder, heraf også kunder, som i dag ikke handler i Holstebro, siger adm. direktør Mogens Pedersen fra firmaet Braaten+Pedersen.

Lokalplanprocessen for det kommende butikscenter går i gang i starten af 2013 og forventes afsluttet og godkendt i 2014. Herefter følger en byggeperiode på ca. 2 år. Centret forventes at åbne i efteråret 2016.