Amanda må komme hjem

Amanda må komme hjem

Amanda har fået dansk statsborgerskab og må nu komme hjem til Danmark sammen med sine forældre. I aften kommer de hjem til Skjern.

Amanda og hendes forældre opholdt sig illegalt i Ukraine, da de fredag modtog tilladelse til at tage Amanda med hjem til Danmark. Det betyder, at Amanda nu har fået dansk statsborgerskab og at hendes forældre Mette og Jan Dalsgaard har forældremyndigheden over hende.

Ukrainsk rugemor 

Amanda blev født af en ukrainsk rugemor den 25. december sidste år, og siden har hun og hendes forældre opholdt sig i Ukraine. De har ventet på at Amanda kunne få dansk statsborgerskab, og på at Justitsministeriet anerkendte Jan Dalsgaards forældremyndighed over Amanda.

Fest med familien

Nu er kampen om rettighederne til deres eget barn slut for Mette og Jan Dalsgaard. I aften kommer de hjem til Skjern, hvor de nu vil forsøge at vende tilbage til deres dagligdag med deres tre måneder gamle datter. Og hjemkomsten bliver fejret. Søndag skal familie og venner fejre Amandas hjemkomst.