Alvorligt trafikuheld ved Lemvig

Hasarderet kørsel fik ved 16.30-tiden alvorlige konsekvenser for en mandlig bilist.

Karup akutbil.jpg

Hasarderet kørsel fik ved 16.30-tiden i dag alvorlige konsekvenser for en mandlig bilist. På Ringkøbingvej syd for Lemvig ramte manden en modkørende bil. Manden blev klemt fast under sin egen bil, hvor redningsmandskab måtte skære ham fri. Politiet betegner hans skader som alvorlige. Han er blevet kørt til Regionshospitalet i Herning.

Politiet kender endnu ikke med sikkerhed den tilskadekommendes identitet. De to personer i den modkørende bil slap med mindre knubs.

Vidner fortæller til TV/MIDT-VEST at bilisten kørte meget hasarderet.

- Enten har han været fuld, eller også sov han, siger en bilist, som selv kun med nød og næppe undgik at blive påkørt.

Kort efter Politiet ankom til ulykkestedet, blev en parkeret patruljevogn også påkørt til trods for patruljevognen holdt med tændt blink.

De to ulykker betød at hovedvejen var lukket i en periode mellem klokken 17 og 18.