Alvorlige problemer på sygehus

Patienterne bliver forsømt på Sygehus Thy/Mors. Det mener både patienter og sygeplejersker, efter en sommer, hvor personalet har haft alt for svært ved at følge med. Nedskæringerne har nået smertegrænsen, mener personalet. Alligevel er der flere besparelser på vej.

sygehusthymors.jpg

Den 22. maj blev Mette Nørgaard Mikkelsen indlagt på Sygehus Thy/Mors. I dag forsøger hun at sætte ord på indlæggelsen

- Forsømmelse, manglende basal sygepleje, umenneskeligt, jamen det var forfærdeligt, forklarer Mette Nørgaard Mikkelsen, der er sygemeldt sygeplejerske.

Mette Nørgaard Mikkelsen blev indlagt med to diskosprolapser i nakken og svære smerter

- Jeg følte ikke, at jeg blev set som menneske og som patient, der var ikke nogen der gav sig tid til at sætte sig ned og høre, hvad er det for et menneske, der ligger og har så ondt. Der var ikke nogen, der spurgte.

Dårlig hjælp

I løbet af de seks dage hun var indlagt på sygehuset, lå hun i to døgn uden at blive vasket. I de to døgn tissede hun sjældent, fordi hun fik for lidt væske. Hun fik heller ikke udleveret den ordinerede mad.

- Halv fem der ringer jeg med klokken og beder om at få en Digestive-kiks, og hvor jeg får slynget i hovedet, nej det kan der ikke være tale om, jeg kan vente til aftensmaden. Og der tænker jeg; en patient, hvor der står skrevet, at man skal have mange små måltider og så får man nej til en kiks, det undrer mig også, siger hun til TV MIDTVEST.

Tabte tre kilo

Mette Nørgaard Mikkelsen tabte tre kilo på de seks dage - på sin mobiltelefon noterede hun den smertestillende medicin, hun fik udleveret. Efterfølgende har hun opdaget, at hendes egen liste ikke stemmer overens med journalen.

Heller ikke da Mette Nørgaard Mikkelsen skulle udskrives var der meget hjælp

- Der var ikke nogen, der kom ind og hjalp mig med at pakke mine sager. Det måtte jeg selv gøre, og det gjorde jeg så af flere omgange, for jeg kunne jo ikke holde til at være oppe. Så det var sådan noget med at kravle rundt og få pakket tingene ned, fortæller hun.

Sygeplejersker: Panik og kaos

I akutmodtageafdeling på Sygehus Thy/Mors indrømmer sygeplejerskerne, at de hen over sommeren har haft alt for travlt, og alt for lidt tid til patienterne.

- Jamen det er ikke ret sjov at gå hjem om eftermiddagen og vide, at man ikke har gjort det, som man gerne ville have gjort. Og det gør også, at man bliver frustreret igen dagen efter, når man møder. Her i akutmodtagelsen ligger der allerede mange patienter som har overnattet, som slet ikke burde have været her på det tidspunkt. Det vil sige, at allerede når vi møder kl. syv om morgenen, så er der panik og kaos. Og det følger hele døgnet igennem, så vi har aldrig haft en pause den her sommer, fortæller Bente Krogsgaard Hornstrup, der er sygeplejerske på sygehus Thy/Mors.

Arbejdstilsynet ind i sagen

Men der også problemer på andre afdelinger. På baggrund af et uanmeldt besøg i løbet af foråret har Arbejdstilsynet udstedt et påbud om stor arbejdsmængde og tidspres på medicinsk afdeling.

- Presset har aldrig været større end det er lige nu, det er helt sikkert, forklarer Gitte Grønlund, der er fælles tillidsrepræsentant for sygeplejerskerne.

Flere besparelser på vej

Sygehus Thy/Mors har midlertidigt lukket en af tre medicinske afdelinger i sommermånederne. Personalet frygter, at det bliver hverdag når der næste år skal spares 150 millioner kroner i Region Nord. Flere sygeplejersker overvejer nu at sige stop.

- Den her sommer har virkelig været barsk, det kan jeg ikke blive ved med at være med til, siger sygeplejerske Heidi Gravesen til TV MIDTVEST.

Også den tidligere patient frygter, hvad udsigten til yderligere besparelser kan føre til.

- Det er jo helt forfærdeligt at tænke på. Det skræmmer mig rigtig meget, hvis det skal nye besparelser til nu her på et sted, hvor de render så stærkt i forvejen, det kan kun gå helt galt, forklarer Mette Nørgaard Mikkelsen.

Og selvom hun er kommet sig over sin indlæggelse, så har hun svært ved at glemme oplevelsen.

- Jeg følte mig ydmyget, og jeg var egentlig også ked af det, fordi var det det jeg var værd som patient.

5:13
Nedskæringer og for mange patienter ad gangen på Sygehus Thy-Mors gør, at personalet har svært ved at følge med. Det går ud over patienterne.