Alvorlig ulykke ved Ans

72-årig kvinde fløjet til Aarhus efter sammenstød nord for Ans.

Ulykke ved Ans

Rute 26 var torsdag eftermiddag spærret på grund af en trafikulykke nord for Ans.

Vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at ulykken skete, da en 72-årig kvinde, der kørte mod nord, af uforklarlige årsager kom over i den modsatte vejbane.

Kvindens personbil ramte siden på en varebil og snurrede rundt, hvorefter den blev ramt af en anden varebil.

Kvinden, der kommer fra Skanderborg, pådrog sig ifølge politiet flere brud og blev i lægehelikopter fløjet til Aarhus og var i livsfare. Sidst på eftermiddagen er kvindens tilstand dog stabil, oplyser Vagtchef Jens Claumarch. 

- Kvindens tilstand er stabil, men hun ligger fortsat på intensiv afdeling, siger han, 

En passager i den første varebil blev kørt til behandling på sygehuset, men skulle ikke være kommet alvorligt til skade.

De nærmere omstændigheder ved ulykken skal nu undersøges af en bilinspektør. Vejen blev genåbnet kort før klokken 15. Indtil da sørgede politiet for omkørsel på stedet.

 

Opdateret 17:47