Dræbt i trafikulykke ved Vemb
En mand mistede søndag livet i en trafikulykke nær Vemb.
To biler stødte søndag eftermiddag sammen i et kryds mellem Holstebro og Vemb i Vestjylland.
Føreren af den ene bil mistede livet, oplyser vagtchef Carsten Henriksen, Midt- og Vestjyllands Politi.
Ulykken skete kort efter middag søndag i krydset Donskærvej og Hestbækvej ved Vemb.
- Det er et sted, hvor to småveje krydser hinanden, og hvor den ene bilist tilsyneladende overså sin ubetingede vigepligt og kørte ind i krydset, siger Carsten Henriksen.
Den ene bil kom kørende i østlig retning ad Donskærvej, da den blev ramt af en anden bil, der kom kørende ad Hestbækvej i sydlig retning.
Sammenstødet var så voldsomt, at føreren af den ramte bil døde af sine kvæstelser. De øvrige implicerede personer slap uskadt.
Den døde er en 48-årig mand fra Lemvig. Han blev erklæret død, da en akutlæge ankom til stedet.
Ulykkesstedet er i løbet af søndagen blevet undersøgt af en bilinspektør.
/ritzau/