Alternativet Thy-Mors er en realitet

Nu har alternativet også gjort sit indtog i Thy og på Mors. Derfor er en ny lokalkreds blevet etableret.

Alternativet
Foto: TV MIDTVEST

Siden Alternativet for et år siden strøg i folketinget med i alt ni mandater, er der sidenhen poppet flere lokalforeninger op rundt om i landet. Nyeste skud på stammen er lokalkredsen i Thy-Mors med syv personer i bestyrelsen. Alternativet har i skrivende stund 50 medlemmer i Thy og på Mors.

- Vi har en stor opgave foran os i at omsætte Alternativets politik og visioner om ny politisk kultur, social-, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed, iværksætteri og et fleksibelt arbejdsliv mm. i et langsigtet og alternativt bud på visionær kommunalpolitik anno 2017. Derfor har det været godt at mærke medlemmernes og andre interesseredes engagement og deltagelse i de første politiske diskussioner, siger Aase Stjerne Hansen, der er forperson for Alternativet Thy-Mors.

De syv bestyrelsesmedlemmer blev valgt på en stiftende generalforsamling tilbage i april. Lokalkredsens vedtægter bliver endeligt godkendt d. 28. maj.