Altafgørende, at østeuropæere lærer dansk

For at sikre udenlandsk arbejdskraft i Vestjylland har en landmand taget initiativ til et nyt sprogtilbud i Hvide Sande

Vitalina Zhyhai fra Ukraine vil gerne lære dansk, for hun vil gerne blive i Danmark.
Vitalina Zhyhai fra Ukraine vil gerne lære dansk, for hun vil gerne blive i Danmark.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Dansk landbrug er afhængig af østeuropæisk arbejdskraft. Men hvis østeuropæerne ikke lærer dansk og bliver integreret i Danmark, så flytter de hjem igen. Det er en erfaring, landmand Claus Ottosen fra Hvide Sande, har gjort sig.

- Det er meget meget dyrt at skifte medarbejdere. Derfor er det ekstremt vigtigt for os, at vi beholder dem, forklarer Claus Ottosen.

 
 
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

De seneste 15 år har han haft østeuropæisk arbejdskraft i stalden. Det har han været glad for. Men han har også lært, hvor vigtigt det er at de lærer det danske sprog. Dem, der har gjort det, er nemlig dem, han har kunnet beholde længst.

Nyt sprogkursus i Hvide Sande

Derfor har Claus Ottosen nu taget initiativ til et sprogkursus i Hvide Sande, for østeuropæere. Gennem det seneste halvandet år har han nemlig fået samlet et godt hold af medarbejdere, som han gerne vil beholde. 

- Og så er jeg nødt til at gøre noget for det, konstaterer han.

Førhen skulle udlændinge i kommunen til Ringkøbing eller Skjern, for at lære dansk. Nu kommer de danske gloser til Hvide Sande to gange om ugen. Og det er Claus Ottosens ansatte godt tilfredse med.

- Jeg vil gerne lære dansk, for jeg vil gerne blive her i landet, forklarer landbrugsarbejder Vitalina Zhyhai fra Ukraine.

Claus Ottosen har tre kvinder og to mænd ansat. Alle fra Ukraine. I dag taler de engelsk sammen, i stalden i Hvide Sande.

Bakker op om initiativet

Sprogcentret Lærdansk og VUC Ringkøbing Skjern bakker op om initiativet og håber at starte to hold op, med hver 14 deltagere, i uge 15.

Det er planen at undervisningen skal køre to gange om ugen, med to timer pr. modul.