Almindelige borgere erstatter betjente i fotovognene

13 helt almindelige borgere er lige nu ved at blive uddannet hos Politiet. De skal erstatte betjentene i politiets fotovogne.

ATK-målere
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

En industrimaler, en rejsemontør og 11 andre civile har fået nyt job hos politiet. De skal erstatte betjentene i politiets fotovogne, så de dagligt kan udskrive bøder til fartglade bilister. 

- Det er ingen hemmelighed, at politiet har rigtig travlt, dels på grund af sikkerhedssituationen, men også på grund af grænsekontrol. Derfor må vi se på. om der er opgaver, vi kan give til andre end politifolk, og der er ATK et af de områder, siger Henrik Glintborg, leder af færdselspolitiet hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Midt-og Vestjylland er den første politikreds i landet, der hyrer civile til det job. I dag var der konflikthåndtering og udstyr på skoleskemaet. Der var 400 ansøgere til 13 jobs.

- Jeg har været industrimaler i 35 år og har stået op det meste af mit liv, så nu har kroppen godt af mindre arbejde. Jeg føler, jeg kommer til at gøre en forskel og passer på dem i trafikken. Jobbet ligger godt til min person, siger Claus N. Andersen, som er en af dem, der frem over skal betjene politiets fotovogne.

Fokus på sikkerheden

Midt- og Vestjyllands Politi har allerede tidligere forsøgt sig med andre end politifolk i fotovognene. Som et forsøg blev civilt ansatte hos politiet for et års tid siden uddannet til at kunne bestyre fotovogne og fartmålere. Formålet var lige som nu blandt andet at få frigjort flere ressourcer til andre politiopgaver.

- Der er selvfølgelig nogle problemstillinger. En af dem er sikkerheden, for det er en myndighedsopgave, og det kan have konsekvenser for den, der kører for stærkt, og det kan godt føre til henvendelser fra den forurettede. Vi forsøger at klæde de civile på til de situationer blandt andet med undervisning i konflikthåndtering. Og vi har også fokus på deres sikkerhed, så vi kan assistere, hvis det løber løbsk, siger Henrik Glintborg.

De 13 civile er fuldtidsansatte og er udvalgt, fordi de har de egenskaber, der skal til. De er blandt andet udvalgt, fordi de er gode til kommunikation og har noget livserfaring.

- Jeg glæder mig. Jeg kan være med til at bringe farten ned for eksempel omkring skolerne. Jeg kan godt lide, at folk kører ordentligt på vejene, og derfor søgte jeg det her job, siger Egon L. Johansen, en af de 13 udvalgte.

De nye ATK-målere, som er de 13 civiles nye titel, måler farten i fotovognene i det midt- og vestjyske fra næste uge. I resten af landet begynder de i september. 

2:07