Allehelgen har overhalet påsken i popularitet

Allehelgensgudstjenesten er blevet populær og trækker flere i kirke end påskegudstjenesten.

Foto: Svend-Vilhelm Ravnkilde Mikkelsen, TV MIDTVEST

Der bliver kamp om pladserne på kirkebænkene i Holstebro Kirke på søndag. For mens folkekirken ofte er beskrevet som en tom kirke, har en ny begivenhed fået et godt tag i danskerne: Allehelgensgudstjenesten, der finder sted over hele landet på søndag, er flere steder mere populær end den mest besøgte påskegudstjeneste. Det viser tal fra tre stifter, som Kristeligt Dagblad har analyseret.

Og allehelgensgudstjenesten trækker altså fulde huse i Holstebro Kirke, fortæller sognepræst og provst Niels Arne Christensen:

- Det er efterhånden blevet en tradition, at folk møder op i kirken allehelgensøndag for at dele deres sorg. Det er simpelthen blevet en mindedag. Også fordi der er konkrete ritualer, hvor der tændes lys for de afdøde, siger Niels Arne Christensen.

Samme tendens viser sig i en lang række andre kirker landet over, viser opgørelser fra tre stifter. I Haderslev Stift var der sidste år i gennemsnit 75 deltagere til allehelgensgudstjenesten og 71 deltagere til den populære gudstjeneste påskedag.

I Aalborg Stift var der sidste år i gennemsnit 56 deltagere til allehelgensgudstjenesten. Til den mest populære påskegudstjeneste, påskedag, var der 55 deltagere i gennemsnit. Tallene viser også, at der er næsten dobbelt så mange folk i kirke allehelgen som på en gennemsnitlig søndag. Også i Fyens Stift tegner der sig det samme billede: 10.898 besøgende i alt til allehelgensgudstjenesterne og 9186 besøgende til gudstjenesten påskedag.

Ifølge lektor Kirstine Helboe Johansen, der forsker i ritualer og gudstjenester ved Aarhus Universitet, kan den store interesse for allehelgensgudstjenesterne skyldes, at begivenheden er så relevant for mange danskere.

- Det særlige ved allehelgensgudstjenesterne er, at de forholder sig så konkret og direkte til folk, der er i en sorgproces. For dem er det dybt relevant for deres liv med sådan en gudstjeneste. Det, der får religionsudøvelsen til at blomstre, er, når vi kan forholde os direkte til den. Og det kan vi omkring allehelgen. Så vil præsterne måske sige, at det, at Kristus er død for dig, også er dybt vigtigt for os, men det er ikke på samme måde nærværende som at være i et sorgrum, hvor man kan mindes og huske, siger Kirstine Helboe Johansen.

Netop kirkens særlige rum gør også allehelgensgudstjenesterne til noget specielt, siger hun.

- Der bruger kirken altså kirkerummet meget klogt. Fordi vores erindring og hukommelse er forbundet med rum og genstande, så kan kirkerummet hjælpe folk tilbage til den forbindelse til et afdødt menneske, som de kan have sværere ved at få adgang til derhjemme, siger Kirstine Helboe Johansen.