Alle avlsbesætninger skal screenes for MRSA

Dan Jørgensen vil screene alle avlsbesætninger for MRSA. Det kom frem under et samråd i Folketingets Fødevareudvalg i går.

MRSAsvinWEBarkiv.jpg

Fødevareminister Dan Jørgensen skærper nu indsatsen mod MRSA. Fødevareministeren vil screene alle avlsbesætninger for MRSA CC398. Det skriver Landbrugsavisen.

- Der er ikke nogen åbenlyse løsninger for bekæmpelse af MRSA. En af de ting der kunne være en mulighed, er at se nærmere på avlstoppen. Derfor har jeg også besluttet, at vi tester alle besætninger i avlstoppen, siger fødevareminister Dan Jørgensen.

Nye planer

Ministeren har før tilkendegivet, at der skulle testes fem til 10 besætninger fra avlstoppen. Med den nye udmelding går han i en ny, mere offensiv retning.

- Det vil give os et bedre vidensgrundlag. Og på baggrund af det vil jeg kunne sige mere om, hvilke tiltag vi kan tage for at identificere problemet, forklarer fødevareministeren.

På samrådet mødte ministeren opbakningen til tiltaget. Blandt andet fra fødevareordføreren, Per Clausen, fra Enhedslisten.

- Der er kommet positive signaler frem fra ministeren. Både i forhold til, at vi tester avlsbesætninger, men også i forhold til, at vi på den baggrund kan finde løsninger på, hvilke tiltage der kan tages ib brug ude i svinebesætningerne, sagde Per Clausen.

Det vides endnu ikke, hvornår screeningerne skal foretages.