Allan og Anja har satset hus og job for at åbne familiepark

I løbet af uge 29 sætter TV MIDTVEST fokus på midt- og vestjyske iværksætteres første sommersæson, som kan blive altafgørende for deres satsning. Vi har besøgt familien Grønbæk, der har overtaget en familiepark ved Ringkøbing.

Allan og Anja Grønbæk Nielsen nyder deres nye tilværelse som forpagterpar på Camping og Familiepark West. Foto: TV MIDTVEST

Det er ikke mere end fire måneder siden, Allan og Anja Grønbæk solgte deres hus og sagde jobbet op for at åbne Camping og Familiepark West i Hee ved Ringkøbing.

Læs også Fik idé til særlig BH - nu har de fået en halv million

Og derfor bliver der lige nu arbejdet på allerhøjeste tryk, for at udnytte det gode sommervejr og højsæsonen.

- Vi arbejder fra seks morgen til omkring 23.30 om aftenen, siger forpagter Allan Grønbæk.

- Som vi har det lige nu, selvom vi har været lidt pressede, så synes vi, det er fantastisk. Og med vejret har vi fået en dejlig start, kan man sige. Det spiller en stor rolle, lyder det.

En familiepark med op- og nedture

Den 447.000 kvadratmeter store familiepark har gennem årene været på lidt af en rutsjebanetur. Parken har nemlig skiftet navn og ejere adskillige gange.

Indtil 2001 blev stedet drevet som forlystelsespark under navnet Troldeparken Sommerland West, mens det senere blev lavet om til Fiske- og Familiepark West og siden Familie Park West.

Sådan ser familieparken ud fra oven. Foto: TV MIDTVEST

Nu skal parken så brandes som Camping og Familiepark West og trods den tumultariske historik, har det nye forpagterpar masser af mod på opgaven.

- Man skal tage nogle chancer i livet. Det er nu, vi skal gøre det. Det er nu, vi har alderen til det, hvor vores børn er store, siger Anja Grønbæk.

En betragtning, Allan Grønbæk er enig i.

- Det er værre at sidde om 10 år og tænke, at vi skulle have gjort det. Nu får vi prøvet det af, og så kan det godt være, vi kan se om fem år, at vi aldrig skulle have gjort det, men det tror jeg nu ikke det ender med.

- Her er vi på et plan, hvor vi kan lave nogle tiltag, som kan gøre tingene bedre. Djurs Sommerland ville eksempelvis være svær at overtage og lave bedre. Her kan vi selv sætte vores præg på tingene. Vi går heller ikke efter at være Djurs Sommerland. Her skal man kunne slappe af og lægge telefonen væk i en taske, lyder det fra Allan Grønbæk.

I øjeblikket er 171 ud af 250 pladser optaget på campingpladsen.

01:59

Familien Grønbæk har dedikeret deres tilværelse til at gøre Camping og Familiepark West til en succes.  Video: TV MIDTVEST

Luk video