Alkolåse skal bremse spritbilister

En tidligere vognmand har netop fået installeret låsen efter to års afsoning, og han mener, at ventetiden på at kunne køre lastbil igen, har været alt for lang.

261015Alkolaas.jpg

For lidt over to år siden fik en selvstændig vognmand en spritdom på tre års frakendelse af kørekortet. Det var et hårdt slag.

- Det betød jo, at jeg ikke havde et stykke arbejde mere. Jeg havde ingen arbejde, for jeg kunne ikke køre lastvogn, så jeg tjente ingen penge mere. Så det havde stor betydning, siger vognmanden, der ønsker at være anonym.

Han har fået alkolås på sin personbil, og inden længe får han også én på sin lastbil.

Syv danskere har en alkolås

Det er en ny lov fra april, der har givet spritdømte mulighed for at installere en alkolås i bilen efter to af de tre afsonings år. Men det har kun syv valgt at gøre indtil nu, viser tal fra Jyllands-Posten. Og det overrasker den eneste danske sælger af alkolåse.

- Det er rigtigt ærgerligt. Indsatsen mod at hjælpe folk tilbage på arbejdsmarkedet ved at kunne køre bil igen, den har ligesom slået fejl. Der er op til 2.500 potentielle og kun syv, der har sagt ja tak, siger Jan Winum Povlsen, der er formand for Alkolåsenes Brancheforening.

I Sverige kan man som dømt spritbilist få lov at køre bil fra dag et, efter man har fået dommen, hvis bare man installerer en alkolås. Regeringen lægger op til, at noget lignende kan være på vej i Danmark.

- Når der er så få, der tager den ordning, frivillig ordning, så er der meget, der tyder på, at vi er nødt til gribe til mere konkrete og kontante midler, som har en større effekt, siger Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen.

Også lås i lastbilen

For vognmanden er det altafgørende at kunne køre lastbil igen, og det kan han snart, for på fredag bliver også lastbilen udstyret med alkolås.

- Det bliver da dejligt, for det er det, jeg vil. Hvis jeg ville noget andet, så havde jeg givet mig til det, men det er det, jeg helst vil, forklarer vognmanden, der har kørt lastbil i over 30 år.

2:29
Siden april har dømte spritbilister haft mulighed for at installere alkolås efter to år. Men det har kun syv gjort.