Alex Vanopslagh bliver Liberal Alliances nye politiske leder

Alex Vanopslagh bliver ny politisk leder i Liberal Alliance. Det har en enig folketingsgruppe besluttet.

27-årige Alex Vanopslagh, der er opvokset i Struer, afløser Anders Samuelsen som politisk leder for Liberal Alliance.
27-årige Alex Vanopslagh, der er opvokset i Struer, afløser Anders Samuelsen som politisk leder for Liberal Alliance.
Foto: Niels Ahlmann Olesen / Ritzau Scanpix

Liberal Alliances nye leder hedder Alex Vanopslagh. Det oplyser partiet nu i en pressemeddelelse.

Jeg er glad, ydmyg og beæret over, at en enig folketingsgruppe har peget på mig som ny politisk leder, siger Alex Vanopslagh i en pressemeddelelse.

Alex Vanopslagh er 27 år gammel og opvokset i Struer. Han bor nu i Vanløse, hvor han sidder i Københavns Borgerrepræsentation. Ved Folketingsvalget onsdag blev han valgt ind i Vestjyllands Storkreds og kommer derfor sammen med Simon Emil Ammitzbøl-Bille, Ole Birk Olesen og Henrik Dahl til at udgøre Liberal Alliances folketingsgruppe.

- Vi har et stort arbejde foran os med at genoprette tilliden til Liberal Alliance. Vi skal tage fat på et nyt kapitel og genoptage den liberale værdikamp. Det arbejde glæder jeg mig til at være i spidsen for, siger Alex Vanopslagh.

Alex Vanopslagh blev i 2014 valgt som formand for Liberal Alliances Ungdom, hvor han formåede at fordoble medlemstallet på bare to år. I 2018 blev han valgt til spidskandidat i Vestjyllands Storkreds, da Leif Mikkelsen havde besluttet sig for ikke at genopstille.

- Vi kan allerede nu se, at det bliver dyrt at være dansker med alle de valgløfter, som skal indfries. Liberal Alliance vil kæmpe imod den socialdemokratiske politik, der med øgede skatter og afgifter vil skade den personlige frihed. Vi har ikke brug for mere stat - vi har brug for at sætte borgeren i centrum, siger Vanopslagh.

Liberal Alliances nye folketingsgruppe konstituerer sig på et gruppemøde på tirsdag.

1:28
Her kan du høre, hvordan det lød, da Alex Vanopslagh besøgte TV MIDTVESTs valg café dagen efter Folketingsvalget.