Aldrig set før: Tørke og varme gav 19 brande på én dag

Fredagen har budt på travlhed for Brand- og Redning over hele landsdelen.

Flere marker er totalt brændt ned. I Aulum var der ikke meget tilbage af kornmarken, da ilden var slukket. Foto: Christian Fomsgaard, TV MIDTVEST

Læs også Rekordmange naturbrande i juli presser beredskabet

Den voldsomme tørke resulterer i, at naturen i disse dage er utroligt letantændelig. Det bekræfter vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi, der har optalt antallet af brande: 

- Vi er oppe på 19 brande i dag indtil videre. Det har jeg aldrig oplevet før. Jeg kan ikke mindes, at vi nogensinde før har haft så mange brande her i landsdelen, lyder det fra Bjarne Askholm.

Alene i tidsrummet mellem klokken 19 og 20 modtog alarmcentralen fem opkald om brande, der var foranlediget af tørken eller varmen.

Stor ros til snarrådige landmænd

De fleste steder har der været tale om markbrande, der især er antændt under høstarbejdet.

I Aulum nåede 10-12 hektar mark at gå op i lys lue, inden ilden kom under kontrol.

Sådan så det ud, efter at et stort markareal i Aulum var brændt ud. Foto: Holck-Photo

Men også i bl.a. Snedsted og Klejtrup resulterede høstarbejdet i dag i marbrande. Begge steder har brandmændene dog stor ros til overs for de ramte landmænd. 

I Snedsted i Thy skyndte landmanden og flere af naboerne sig at sprede gylle i kanten af marken for at inddæmme flammerne.

Læs også Brand fik fat i både mark og skov

- Det er rigtig flot gjort, og det har da gjort, at ilden ikke er løbet over i resten af høsten. Det er kun cirka en tredjedel, der nu er brændt, lød det efterfølgende fra indsatsleder Mogens Hansen.

Og hans kollegaer i den østlige ende af landsdelen har også været svært imponerede over landmændenes egen indsats.

- De har brugt maskiner med en skovl foran, som har kørt og afgrænset branden, fordi de med skovlen i jorden har kunnet lave et bælte, hvor der ikke var halm. Det var rigtig godt tænkt, forklarer indsatsleder Lars Erik Leth til TV MIDTVEST.

Der har i dag også været markbrande i Vinderup, Feldborg, Bækmarksbro, Thisted, Viborg, Østerild, Øster Assels, Skjern, Roslev og Bjerringbro. Nogle steder endda flere gange.

Et lyspunkt i røgen

I alt to af de 19 brande har ikke fundet sted på en mark. Lidt nord for Silkeborg udbrød der i formiddag brand på en losseplads. Her kunne brandfolk og personalet på stedet dog hjælpes ad med at få bugt med flammerne.

Men også hos FMC (det tidligere Cheminova) ved Harboøre fik varmen konsekvenser. En plastiktank brød i brand, da få liter ethanol, som lå i bunden af tanken, selvantændte på grund af varmen. Her lykkedes det dog personalet på stedet at få slukket ilden uden brandvæsenets hjælp.

Læs også Midt- og vestjyder kæmper for at undgå brand

Men selvom de midt- og vestjyske brandfolk i dag har haft særdeles travlt, så kan vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi se et klart lyspunkt: 

- Ingen af brandene er opstået, fordi folk har tændt ild med vilje. Det er alene varmen, der har været årsagen, og det er rigtig dejligt, at folk har lyttet, og at vi altså ikke ser, at folk tænder bål eller bruger kulgrill, lyder det fra Bjarne Askholm.

Han håber i øvrigt på, at der i løbet aftenen, når landmændene indstiller høstarbejdet, ikke vil opstå nye brande.

01:13

Brandfolk er fredag rykket ud til tolv brande først og fremmest i forbindelse med høst.

Luk video