Gang i handlerne: Aldrig har det været så populært at få fingrene i eget sommerhus

Sommerhussalget er for alvor kommet i gang. Alene i maj måned blev 1.100 handler indgået. 18 procent flere end samme måned sidste år.

Der er blevet længere mellem sommerhuse til salg.
Der er blevet længere mellem sommerhuse til salg.
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

- Tak for handlen. 

Blækket på papiret når næsten ikke at blive tørt, før ejendomsmægleren må videre til næste handel. 

Sådan er det i øjeblikket, hvor antallet af handler slår rekord. Boligsiden har siden 2011 ført statistik over antallet af solte sommerhuse. Maj måned 2019 er med sine 1.100 handler den enkeltstående måned i hele perioden, hvor der er handlet flest sommerhuse. 

Det mærker man også hos EDC Lemvig, hvor Lars Kynde Lyng sælger sommerhuse som aldrig før. 

- Til nogle huse er der flere købere, det er noget helt nyt. Bare tilbage i 2012-2013, der var der langt mellem snapsene. Det er blevet sjovere at være sommerhussælger, fortæller Lars Kynde Lyng. 

Danskerne har glemt alt om finanskrisen, den er kommet på afstand. De har igen fået mod på at investere, sådan ser Lars Kynde Lyng årsagen til, at der er kommet gang i markedet. Desuden fremhæver han, at bundfradraget for udlejning er blevet hævet samt at pensionister hurtigere kan få lov til at bo fast i sommerhuset. 

Flere faktorer til boom i salg

Hos boligsiden ser man især tre årsager til, at maj måned 2019 slog rekord. 

- Helt overordnet er samfundsøkonomien sund, renten lav og beskæftigelsen høj. Det skaber et økonomisk overskud, som giver boligsalget et løft, og sommerhusene er en luksusvare, som danskerne under sig selv lige nu. Derudover har ændringen i realkreditbelåningen på sommerhuskøb siden 2017 været et yderligere incitament til at købe, særligt blandt dem der ikke har en masse friværdi, siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden. 

Hun forklarer desuden, at sidste års varme sommer har sat sig i danskerne. Det giver for mange mening at eje et sommerhus, når vejret var så godt sidste år. 

Der blev i perioden fra januar til maj måned i år solgt sommerhuse for 5,2 milliarder kroner. Det er 19 procent mere end samme periode sidste år. 

0:58
Hør Lars Kynde Lyng forklare, hvordan han mærker den øgede interesse for køb af sommerhuse.