Alarmcentral: Vi kunne have gjort det bedre

Alarmcentralen i Slagelse beklager hændelsen, hvor en 41-årig mand fredag blev glemt i 42 timer.

Eftersoegning_hunde_i_natur.jpg
Foto: arkivfoto

Alarmcentralen i Slagelse ville ønske, at de havde håndteret et opkald fra en 41-årig mand fra Gullestrup bedre. Manden væltede på cykel fredag aften og kunne ikke rejse sig. Men alarmcentralen kunne ikke forstå ham eller finde ud af, hvor han var. Opkaldet blev glemt, og manden blev først fundet 42 timer senere.

Lederen af alarmcentralen i Slagelse ærgrer sig over situationen.

- Selvfølgelig ville jeg ønske at tingene havde været håndteret anderledes. Ikke mindst af hensyn til den her stakkels mand som har ligget alene i så mange timer, siger Ole Hald, leder af alarmcentralen i Slagelse.

Operatøren på alarmcentralen havde svært ved at forstå den 41-årige, og han kunne ikke se, hvorfra i Herning han ringede. Derfor bad han ham ringe op igen fra en 112 applikation på telefonen, som mere præcist kan sige, hvor man befinder sig. Men den 41-åriges telefon løb tør for strøm, og han ringede derfor aldrig tilbage.

- Det ønskelige i den her situation ville være, at man havde fulgt op på sådan et opkald. Sikrer sig at den aftale man indgik med den 41-årige om, at man havde været opmærksom på om der blev ringet tilbage fra hans side, siger Ole Hald, leder af alarmcentralen i Slagelse.

Det er først lørdag aften, at Midt- og Vestjyllands politi selv finder ud af, at den 41-årige faktisk har ringet 112. Og ud fra optagelsen kan de finde frem til, hvor han cirka befinder sig.

Søndag morgen bliver den 41-årige fundet i live. Lederen af alarmcentralen vil ikke afvise, at det samme kan ske igen, men han håber, operatørerne og ledelsen på alarmcentralen er blevet klogere.

- Det er altid godt med ny viden, men baggrunden for at vi fik den i den her omgang, den kunne vi godt have været foruden. Det er trist her efterfølgende at konstatere, at den her mand har været hjælpeløs i så mange timer, siger Ole Hald, leder af alarmcentralen i Slagelse.

Alarmcentralen vil nu evaluere episoden med sine operatører, så lignende ikke sker igen i fremtiden.