AL Stål er konkurs

Al Stål i Skjern har i dag indgivet konkursbegæring. Medarbejderne er sendt hjem.

021009sTAAL001.jpg

Konkursen er kulminationen på længere tids krise.  Lukningen kommer efter 12 måneder uden positiv indtjening, oplyser virksomheden i en kortfattet meddelelse.

Lukningen kommer bag på både formanden for den lokale afdeling af Dansk Metal, Helge Albertsen og lokalformanden for 3F Skjern, Viktor Jensen. Dansk Metal har 26 medlemmer som bliver ramt og 3F har omkring 25.

- Det overrasker mig meget at AL Stål bukker under. Jeg håber ikke, det er starten på en bølge af konkurser indenfor metal-industrien, siger Helge Albertsen til TV/MidtVest.

Sorte udsigter

De to fagforeningsformænd er bekymret for udsigterne for berørte medarbejdere, der nu står uden arbejde.

- Det er meget trist, for vi er i allerede hårdt ramt. Alene i Ringkøbing-Skjern området har vi 125 ledige medlemmer, så ender det med ledighed, så kommer de jo til at stå i den i forvejen meget lange kø, for jeg ser ikke rigtig nogen jobåbninger nogen steder.

- Det er ikke det, vi har brug for lige nu, hvor tilgangen af medlemmer er større end afgangen. Situationen ser ikke særlig godt ud, så det er klart en lukning er et problem, siger Viktor Jensen.