Akutbiler spares væk

De lægebemandede ambulancer i Lemvig og Holstebro skal spares væk i følge regionens spareforslag.

Lægeambulancen var tænkt som et plaster på såret til borgerne i det nordvestjyske oven på hele sygehusballaden. Nu ser det ud til at de lægebemandede ambulancer i Lemvig og Holstebro forsvinder igen.

Regionsrådsmedlem Jørgen Nørby (V), der også er tidligere borgmester i Lemvig, kalder det uforsvarligt, at regionen vil fjerne de lægebemandede akutbiler.

Paramedicinere på vej

Regionen foreslår samtidig, at fjerne de fem sygeplejerske-bemandede akut-biler der er i regionen. Og endelig bliver akutbilen i Karup også skåret væk.

Til gengæld skal mandskabet på i alt 16 ambulancer i regionen opgraderes, så der er en paramediciner med i bilen, og de skal især køre i det nordvestjyske område. Endelig kommer der to ekstra ambulancer, en i Struer og en i Ringkøbing.

Se indslag her: