Akut hjælp på stregen til Viborg

Rutineret svensker skal hjælpe VHK, mens Marit Frafjord kommer sig oven på sin skulderoperation.

viborg-HK-Logo.jpg

Viborg HK har problemer på stregen, og derfor har klubben tirsdag lavet en aftale med den 32-årige svensker Tina Flognman.

Den rutinerede streg, der har spillet 223 landskampe for Sverige, skal hjælpe viborgenserne med at kvalificere sig til gruppespillet i Champions League, når det i september går løs mod et rumænsk hold.

Tina Flognman skal fungere som back up for Sabine Pedersen, mens klubbens stærke norske stregspiller Marit Frafjord er ude med en skulderskade. Cheftræner Christian Dalmose siger, at man ikke har taget stilling til, hvor længe svenskeren skal blive i Viborg.

- I første omgang drejer det sig om Champions League-kvalifikationen, og så må vi se, hvad der sker, siger han til tvmidtvest.dk.

Passer godt på Frafjord

Det er stadig usikkert, hvornår Marit Frafjord er tilbage på banen. Hun blev opereret i skulderen i maj, og Christian Dalmose understreger, at det er vigtigt ikke at forcere hendes genoptræning.

- Vi passer godt på hende. Hun skal holde til at spille håndbold mange år endnu. Genoptræningen går fint, og jeg tror, at hun vil være stærkere end hun nogensinde har været, når hun vender tilbage igen, siger VHK-træneren.

Tina Flognman har senest spillet for franske Toulon og spillede før det syv sæsoner i GOG.