Akharraz stopper i Viborg FF

Osama Akharraz stopper i Viborg FF, da han og klubben er nået til enighed om ophævelse af samarbejdet

Foto: Bo Amstrup, Scanpix

Sent torsdag aften blev Viborg FF og Osama Akharraz enige om at ophæve samarbejdet, således offensivspilleren stopper i klubben, det skriver Viborg FF i en pressemeddelelse.

- Osama har i en lang periode haft sine udfordringer, dels med den langvarige skade, men også med tilværelsen udenfor banen i Viborg. Han har et kæmpe ønske om at vende hjem til sin familie i København, og vi er nået til den konklusion, at det ikke giver mening at fastholde en spiller her, som ønsker at være et andet sted, siger sportschef Jesper Larsen i en pressemeddelelse.

Han tilføjer:

- Vi er ærgerlige over, at det ender sådan, men det er den løsning, der giver bedst mening for begge parter. Vi ønsker Osama alt det bedste i fremtiden, og håber på, at han finder lykken igen.

Offensivspilleren nåede 25 kampe i den grønne trøje, og takker for tiden i domkirkebyen.

- Jeg vil sige tak til alle i og omkring klubben for at have taget godt imod mig, og for at have taget hensyn til min private sag i denne situation. En specielt stor tak til Morten og Jesper for at have imødekommet mit ønske. Jeg havde et fantastisk første halve år i klubben, som jeg aldrig glemmer, og jeg ønsker virkelig alt det bedste for Viborg FF fremover, siger Osama Akharraz til Viborg FF.

- Det har været lærerigt for mig, og jeg vil altid tænke positivt omkring Viborg, men lige nu har jeg et stort ønske om at vende tilbage til familien.