Ajax-debutants mor: Svært at holde tårerne tilbage

Det er et par pavestolte forældre, der er på vej hjem fra Amsterdam. Deres 18-årige søn fik nemlig debut for Ajax i Champions League.

Kasper Dolberg fik tirsdag aften debut for storklubben Ajax Amsterdam.
Kasper Dolberg fik tirsdag aften debut for storklubben Ajax Amsterdam.
Foto: Privatfoto

Tirsdag aften var Kasper Dolbergs forældre på stadion i Amsterdam, da den 18-årige silkeborggenser fik debut og tilmed sikrede holdet uafgjort mod PAOK i Champions League.

- Vi synes jo, det er helt vildt fedt for ham, selvom resultatet måske ikke var så godt. Men man får jo gåsehud og har svært ved at holde tårerne tilbage, fortæller den pavestolte mor, Kirsten Dolberg, på en mobiltelefon i en bil på vej hjem fra Amsterdam til tvmidtvest.dk.

Har kun sovet en time i nat
Moderen fortæller, at hun og familien i modsætning til Kasper har sovet fint i nat. Sønnen til gengæld har kun fået en time. Udover en krampe de sidste ti minutter af kampen har han nok haft rigeligt at fordøje med både debut på hjemmebane og et flot langskudsmål. Faktisk scorede han også i første halvleg, men da blevet målet underkendt på grund af offside.

Ydmyg i forhold til ny klub
Selvom det er et år siden, han skiftede, er det nogle helt andre rammer end i Silkeborg, som både Kasper Dolberg og familien lige skal vænne sig til.

- Det er en underlig verden, man sådan lige er dumpet ned i. Men vi tager det meget stille og roligt. Det betyder rigtig meget for ham (Kasper, red.), at træningen og træneren er god. Om han er i Danmark eller Holland, er ikke afgørende. Han vil være dér, hvor fodbolden er bedst; hvor han kan udvikle sig mest. Og han er glad for at være i Holland, forklarer hun.

I maj forlængede Kasper Dolberg sin kontrakt med Ajax frem til 2021.