Ajax-chef om tidligere Silkeborg-spiller: Ubeskrevet talent

Foto: Silkeborg IF

Ajax-chef om tidligere Silkeborg-spiller: Ubeskrevet talent

18-årige Kasper Dolberg fra Silkeborg scorede et afgørende mål i sin debut for det hollandske mandskab tirsdag.

Ajax-træner Peter Bosz er ikke i tvivl om, at han med den 18-årige danske angriber Kasper Dolberg har med et gedigent fodboldtalent at gøre.
    
Både Bosz og Dolberg havde deres officielle debut for det hollandske mandskab i tirsdagens kvalifikationskamp til Champions League mod græske Paok.
    
For danskeren kunne det dårligt være gået bedre, da han udlignede til slutresultatet 1-1 på et flot langskud i anden halvleg.

Bosz er kommet til Ajax fra israelske Maccabi Tel Aviv.
    
- Egentlig kendte jeg ikke Kasper så godt, inden jeg kom hertil. Jeg havde kun set ham nogle gange på ungdomsholdet. Efterfølgende har vi arbejdet med ham, også i træningskampe, siger Peter Bosz til klubbens hjemmeside.
    
- Enhver kan se, at han har talent, men spørgsmålet er, hvor langt han er i sin udvikling. Dette var naturligvis det perfekte sted for ham at vise sig frem. Jeg synes, han har gjort det godt, lyder det videre.
    
Kasper Dolberg, der har en fortid i Silkeborg IF, fik også bolden i nettet i første halvleg, men scoringen blev underkendt for offside.
    
/ritzau/