Agger var tredjestørst

Med 4011 deltagere blev årets LadyWalk i Agger landets tredjestørste.

Kun overgået af kvinder i København og Århus kunne LadyWalk langs Vesterhavet i Agger i år mønstre det tredjehøjeste antal deltagere.

Arrangørerne vælger hvert år en eller flere patientforeinger som støtter sygdomsramte kvinder og de får så tildelt overskuddet fra arrangementet.

Overskuddet i år blev på 600.000 kroner, og de er nu fordelt med 200.000 kroner til Scleroseforeningen og 400.000 kroner til Hjerteforeningen, skriver Nordjyske.dk.

Der bliver gået LadyWalk ti steder i Danmark. I København kunne de i år mønstre 8.408 kvinder til gang og i Århus mødte 5.198 op til start.