AG-konkurs: BSV i CL

AG-konkurs: BSV i CL

Som sølvvinder i den danske håndboldliga står Bjerringbro-Silkeborg formentlig til at overtage AG Københavns plads i Champions League, efter AG København gik konkurs i dag.

Der er udsigt til, at Bjerringbro-Silkeborg skal deltage i den allermest fornemme klubturnering. BSV blev nemlig toer i den danske håndboldliga i sidste sæson, og med AG Københavns konkurs i dag, skal et nyt hold overtage deres plads i Champions League.

 - Jeg tror, at vi overtager AG Københavns plads. Det føler jeg mig ret overbevidst om, siger direktøren i BSV, Frank Lajer.

Opbakning fra forbund

Dansk Håndbold Forbund (DHF) bakker op om BSV.

 - Det vil undre mig meget, hvis ikke Det Europæiske Håndboldforbund mener, at det er naturligt, at Danmark er repræsenteret i Champions League. Min personlige holdning er, at sandsynligheden er overhængende stor, siger DHF's direktør, Henrik Jacobsen, til DR Østjylland.

Det er Det Europæiske Håndboldforbund (EHF), som i sidste ende bestemmer, hvem der skal have AG Københavns Champions League plads.

Stort tab for håndbolden

Selvom AG's konkurs giver positiv afkast til BSV, er det ikke ubetinget godt.

 - Det er et stort tab for håndboldligaen, at vi mister en klub med nogle profiler, der har gjort, at vi har fået flere tilskuere i hallerne. Men det gør håndboldliga og kampen om førstepladsen meget mere spændende, siger Frank Lajer.

Interessante spillere

Med AG's konkurs er stjerner som Mikkel Hansen og Kasper Hvidt pludselig arbejdsløse. Interessante spillere for BSV.

Frank Lajer afviser ikke, at han gerne så de to stjerner trække i BSV-trøjen. Men det er ikke noget, de arbejder på nuværende tidspunkt.

 - Vi har vores trup på plads til næste sæson. Vi har lagt vores lønbudget. Men det er interessante navne, og det kræver vi har penge til dem, siger Frank Lajer.