Afviser at udvide nationalparken

Tipperne og Værnengene skal ikke med i en nationalpark ved Skjern Å, mener et flertal i Ringkøbing-Skjern. Men byrådet synes stadig, at en nationalpark er en god idé.

210212_Natur.jpg

Et flertal af politikerne i Ringkøbing-Skjern Kommune besluttede tirsdag at stå fast i sagen om en kommende nationalpark ved Skjern Å - de siger klart nej til et nyt forslag om udvide området.

Nationalparken skulle egentlig være indviet i juni sidste år, men indvielsen blev udskudt i sidste øjeblik, fordi et flertal af folketingspolitikerne ønskede at få Tipperne og Værnengene med ind i parken.

Og det er det forslag, som Ringkøbing-Skjern ikke vil være med til.

- Man skal kunne stole på en aftale

- Vi brugte mange kræfter på at lave en aftale, som de lokale aktører kunne acceptere. Og så skal man ikke komme med ændringer i 11. time. Det er meget vigtigt, at borgere og organisationer kan stole på de aftaler, man indgår med det offentlige, siger kommunens viceborgmester Esben Lunde Larsen (V), som understreger, at der er tale om hans private holdning.

Kommunens svar bliver nu sendt til miljøminister Ida Auken (SF), og det er så op til Folketinget at afgøre, hvordan nationalparken skal se ud - eller om den helt skal droppes.

Enigt byråd: Stadig en god idé

Svaret fra Ringkøbing-Skjern er dog langt fra ensbetydende med, at kommunen slet ikke ønsker en nationalpark. Borgmester Iver Enevoldsen (V) oplyser, at alle byrådspolitikere er enige om også at sende det signal, at en nationalpark er en god ide. Politikerne er bare ikke enige om, hvor grænserne skal gå.