Afviser affaldsanlæg i Kjellerup

Energistyrelsen har trukket sin tilladelse til et nyt, stort affalds- og forbrændingsanlæg i Kjellerup tilbage. Lokalrådet jubler over beslutningen.

Et nyt, stort affalds- og forbrændingsanlæg i Kjellerup er løbet ind i problemer. Energistyrelsen meddeler nemlig nu, at forudsætningerne for tilladelsen til selskabet L90, der skal stå for opførelsen af forbrændingsanlægget i Kjellerup, ikke længere er opfyldt. Det drejer sig om, at det mellemdeponi, som selskabet L90 har opgivet i sin ansøgning, er under afvikling. Energistyrelsen har derfor valgt at trække tilladelsen tilbage, og det glæder Kjellerup Lokalråd, der har kæmpet imod placeringen af affaldscentret.

- Kjellerup Lokalråd er lykkelig for at tilladelsen er trukket tilbage. Opførelse af forbrændingsanlæg i Kjellerup er noget, vi har kæmpet inderligt imod, skriver Lokalrådets talsmand Svend Thue Damgaard i en pressemeddelelse.