Aftale på vej mellem surfere og GPP Vind

Tre nye vindmøller har været stridspunktet mellem en surfklub og GPP Vind. Men nu har parterne snart løst problemet.

Surferne frygtede, at især en vindmølle ville ødelægge forholdene.
Surferne frygtede, at især en vindmølle ville ødelægge forholdene.
Foto: Scanpix / Brian Bergmann

Surfklubben, Nasa, har netop lavet en hensigtserklæring med GPP Vind vedrørende de vindmøller, virksomheden sammen med Thisted Kommune har planer om at opføre ved Hanstholm.

- Først og fremmest skal man afdække, om det virkelig er et problem med de her møller i bestemte vindretninger. Hvis det viser sig, at det er det, har man mulighed for at stoppe den eller de møller, der skaber de her problemer. Der er nogle detaljer, der ikke er på plads endnu, men det er så det, vi skal arbejde frem imod, forklarer Stian Eide, der er formand for Nasa, til TV MIDTVEST.

Sagen er opstået, fordi surferne frygter, at vindmøllerne ødelægger de gode surfforhold.

- Det er et helt unikt windsurf-spot og kitesurf-spot i Nordeuropa. Det er hjertet i Cold Hawaii, og det vil vi selvfølgelig gøre alt for at bevare. Viser det sig, at det er et problem med de her møller, som vi har frygtet, har vi fået nøglerne til en løsning, som gør, at vi kan være dér alle sammen, siger formanden.

Vindmøllerne skal efter planen sættes op i løbet af efteråret.